When we are together it's the time of our lives.
Endelig, endelig, endelig fik jeg lov at se ham igen her fredag til lørdag. Det føles som en måned siden, at jeg sidst så ham. Det var kun fem dage, men uha.. det var fem slemme, slemme dage!
Jeg kan ikke forestille mig, at der findes en heldigere pige end mig derude i den store verden. Alexander er ikke hip, cool, populær og går rundt i de nyeste ble-bukser (hængerøv). Men han har det største, blødeste og varmeste hjerte - som jeg vil gøre, hvad som helst for at passe på.
Der er ingen tvivl om, at han vil gøre alt, hvad han kan for mig. Han er blevet den vigtigste person i mit liv på utroligt kort tid. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham.
Han er altid i mine tanker, kludrer rundt i dem og fører mig ind i min egen lille drømmeverden. Mit hjerte banker hurtigere end det skulle, når han skriver. Det føles som om, at sommerfuglene i min mave har pudekamp i min mave, når jeg ser ham. Mine øjne er klistret til ham med superlim, når vi er sammen. I mine øjne er han det smukkeste i verden - og det ved han godt.
Jeg har aldrig været lykkeligere, end jeg er med ham.
Jeg elsker ham.
