Der var simpelthen så mange af jer, der var mere end søde, da jeg skrev indlægget om, hvordan Alexander troede, at han havde mistet følelserne for mig (
link). Derfor må jeg hellere starte med at fortælle, at vi stadig er sammen - og vi er faktisk meget gladere end før!
FREDGAG / VALENTINSDAG
Som jeg skrev i mit valentins indlæg (link) aftalte vi at mødes en dag før planlagt. Hvor er jeg bare glad for, at det var det, vi gjorde! Godt nok var det utroligt akavat, da vi mødtes med et kram.. herefter var det ret tydeligt, at han gjorde, hvad han kunne for at være venlig, men ikke have noget fysisk kontakt. Da vi lavede mad, gav han mig dog nogle kram - og som i kan regne ud, måtte jeg holde tårene tilbage og prøve at virke glad.
Efter aftensmaden lagde vi os ind i sengen, da Alexander havde ondt i maven. Efter et stykke tid tog han min hånd ned på hans mave, og så kunne jeg ikke holde tårene tilbage længere. Han har virkelig den dejligste mave, og jeg havde savnet den så meget. Normalt ligger jeg altid og nusser den, så det bragte lige alt lortet tilbage.
Jeg græd lidt i perioder resten af aftenen, men vi fik da snakket sammen. Vi blev enige om, at det vi aftale inden pause om bare at være os - intet andet - var det, vi skulle gøre. Så ville vi tage en dag ad gangen og bare gøre det, vi følte var rigtigt.
LØRDAG
Det var en dejlig, afslappet morgen, og vi var begge to glade. Vi havde det faktisk næsten, som vi altid har haft det - men frygten for, at jeg kom til at gøre noget forkert forlod mig ikke.
Omkring kl. 14 gik vi en tur, for at få lidt luft, inden vi skulle i bad og gøre klar til om aftenen. Vi havde bestilt bord på Bone's i Roskilde kl. 18:30. Vi glædede os virkeligt meget, og havde begge gjort os fine. Mig i kjole og ham i skjorte. Vi tog ud at spise for at fejre vores årsdag som søndagen.
Jeg kunne bare godt mærke, at der ikke var vildt meget "varme" imellem os. Jeg var stadig bange for at sige eller gøre noget forkert. Egentlig kunne jeg slet ikke slappe af. Men jeg var glad for, at han stadig ville fejre årsdag!
Turen hjem i bussen var super hyggelig, og for mig føltes det som om, at vi fandt noget af det "skøre" vi havde til fælles helt fra starten. Jeg slappede lidt mere af, og det fik ham da til at smile!
Da vi kom hjem, blev jeg dog ked af det igen. Alexander havde nemlig fået sagt, at vi ikke skulle være sammen som kærester - og jeg havde forstået det som aldrig igen. Men han fik trøstet mig og forklaret, at han bare havde prøvet at gøre mig glad og sige det, vi havde aftalt.
Vi var blevet enige om at se After Earth, men jeg var så udmattet efter to dage, hvor jeg ikke kunne slappe af, at jeg faldt i søvn meget hurtigt og midt i filmen. Heldigvis vækkes Alexander mig, da filmen var slut. Så lå vi til ca. klokken to om natten og nussede og bare var glade.
SØNDAG / ÅRSDAG
Det var både den mest forfærdelige og bedste dag.
Om morgenen fortalte jeg ham, at jeg følte, at jeg tvang ham til at være sammen med mig. Jeg vil på ingen måde tvinge ham til noget som helst, så jeg sagde, at han selv kunne vælge. Men hvis han valgte, at sige farvel - så var det altså farvel for altid og ingen kontakt. Hvis han valgte mig, så valgte han at arbejde på, at vi måske kunne blive glade sammen igen.
Det var virkeligt hjerteskærende, at se ham i kampen om at vælge. Da han endelig valgte, var det endnu værre. Han valgte nemlig at sige farvel for altid.
Men vi græd og græd og alting gjorde så ondt. Han sagde, at han ikke kunne forstå, hvorfor det gjorde så ondt. Og jeg blev ved med at sige, at jeg bare håbede på, at han ville blive glad. Det samme sagde han til mig. Han ville ønske, at vi begge kunne være glade.
På en aller anden måde begyndte vi at snakke om, hvordan mine følelse er for ham. Hvordan jeg elsker ham. Og så sagde det på en eller anden måde "klik" inde i ham, og han sagde: "Jeg elsker dig".
Så nu står det altså klart, at han ikke havde mistet sine følelser, men de havde ændret sig fra forelskelse til at elske. Jeg kaldte ham en torsk - han sagde, at han var min torsk.
Til aftensmad lavede jeg pandekager, da jeg synes, at vi alligevel havde noget at fejre!
HVORDAN HAR JEG DET SÅ NU?
Nu står jeg tilbage med en helt masse glæde, og jeg smiler hele tiden. Dog er der stadig en stor smerte. Både fordi han ikke ville lytte til mig tidligere - og fordi, at han faktisk valgte, at han aldrig ville se mig igen.
