For et par dage siden skrev jeg et indlæg om, hvordan jeg har det lige pt., når jeg har mine dårlige dage. Det inspirerede mig til at skrive lidt om, at alting jo ikke er dårlig. Nogle dage er alting faktisk godt - eller sådan næsten da.. pludselig tristhed og de forbitrede, triste tanker slipper jeg ikke helt af med.
Men når jeg vågner og ser, at Alexander sover på hovedpuden lige ved siden af min, så starter dagen altid med et smil. Hvilket, vi nok alle sammen kan være enige om, er en virkelig dejlig ting!
Morgenen er jo starten på dagen (i hvert fald for dem af os, der godt kan lide at få bare en lille smule ud af dagen), derfor skal den helst være god for, at dagen kan blive sådan rigtigt god.
De dage, hvor smilet sidder på ansigtet og vejret bare er godt, der er automatisk lidt mere overskud. Det er desværre langt fra hver dag, at jeg kan vågne op ved siden af Alexander, men de gode dage er begyndt at dukke op på andre tidspunkter også. Nu er det ikke kun, når jeg er sammen med Alexander, at det kan være godt.
Det er faktisk begyndt at ske, at jeg vågner, hvorefter jeg hopper ud af sengen, tænder musikken og går ud for at kigge mig i spejlet. Der smiler jeg for mig selv, fordi jeg er mig.
Så får jeg lidt tøj på, hvorefter jeg kravler under dynen med mine havregryn, imens jeg læser lidt op på de blogge, jeg følger med i. Men det gør ikke noget, for jeg kommer væk fra sengen igen. Jeg kommer endda ud at gå en tur. Måske går jeg ned til vandet, måske går jeg en anden vej.
På de dage kan jeg næsten glemme, hvor dårligt jeg har det de fleste andre dage.
