tirsdag den 6. marts 2012

Hvorfor er det så svært at tro?

Hvorfor er det så svært at tro, at der er fattige i Danmark? Det er noget, der undre mig utroligt meget. Hvorfor er det så utænkeligt, at der er familie og personer, som kæmper en hård kamp hver eneste dag for ikke at lande på gaden? Nu sidder du sikkert og tænker på, hvordan jeg kan vide noget som helst om det. Og det vil jeg med glæde svare på, for der er godt nok mange der har brug for en øjenåbner.

Jeg er en ganske normal teenage pige, som bor med hendes mor. Problemet er bare, at min mor er på bistandhjælp. Det lyder ikke godt, og det er det heller ikke. Det startede med, at hun kom på sygedagpenge, da hun ikke kunne arbejde. Hun har gigt og dit og dat over det hele. Hendes krop er ødelagt.
Så ville kommunen sende hende til genoptræning, og det gik hun selvfølgelig med til, selvom lægerne alle sagde, at det ikke var vejen frem, men hvorfor sige nej til den lille chance for at få det bedre?
Det var indtil hun fik at vide, at hun selv skulle betale. Hun prøvede flere gange at forklare, at det havde hun ikke råd til. Hun havde ikke engang råd til husleje for slet ikke at tale om mad. Konsekvensen for ikke at have råd til genoptræning var at hendes sygedagpenge blev taget fra hende.
Der stod vi uden en krone med underskud i lange baner. Vi måtte gå til morfar, for han er den eneste vi har, men det er på ingen måde retfærdigt, at han skulle give os alle de penge og alt den støtte, for han er en gammel mand på pension. Det er begrænset, hvor mange penge han har.
Med det samme blev vi tvunget til at søge bistandhjælp, da vi ellers ville ryge på gaden. Vi får så bistandhjælp, hvilket er endnu mindre end sygedagpengene. Der er stadig ikke råd til husleje, heller ikke selvom vi får boligstøtte. Der er ikke råd til mad, der er ikke råd til tøj, der er ikke råd til noget, men man kan jo ikke lade være med at leve. Kan man? Er det det, som bliver forlangt af os? Skal en kvinde på 50 år og en pige på 16 virkelig tvinges til at gå i hullet tøj og gå sultne i seng for ikke at skulle bo på gaden? Hvordan kan vores samfund prale af velfærd, når det er familier som min? Jeg forstår det ikke.

Flere gange har jeg fået en led kommentar smidt i hovedet når man åbner op og fortæller, hvordan det ret faktisk står til derhjemme. Nej man kan ikke se på mig, at mit liv er sådan, og nej jeg hænger ikke med næbet. Når man står i en situation, som den min mor og jeg er i gælder det om at se det positive. Det er svært når man fra uvidende, rige unger får fortalt at man er en ussel løgner og ser sin mor sidde grædende i stuen imens hun taler med min morfar og fortæller, hvordan hun tænker på selvmord for at slippe for de problemer, og det pres der er.
Livet er ikke lutter lagkage.

Det jeg vil frem til er at fortælle andre unge, at fattigdom faktisk findes i Danmark og ikke er noget sjældent fænomen. Jeg vil hverken have kommentarer eller medfølelse, for bare jeg åbner øjnene på en enkelt, så er jeg glad.

Smil og vær glad, det gør altså verden til et bedre sted (:

1 kommentar :

  1. Og det er da klart at man udad til ikke kan se, at man er fattig, hvem ville dog få sig selv til at hænge med næbet i nærvær af andre? - Selvom man er fattig, ingen penge har og underskud, kan man ikke undgå at købe ting, der skaber en facade for andre, også selvom man ikke har råd til det.
    Min mor gik igen amok med at købe alt muligt dyrt, og jeg spørger hende altid hvorfor, og som hun sagde, der egentlig var rigtigt:
    "Så kan andre ikke se, hvor fattig jeg er, også tror de man har røven fuld af bukser"
    - Så døde vi også lige af grin over hendes talefejl, eller måske var det også bare nemmere at grine end at græde. :)
    Nu har jeg det på ingen måde ligeså slemt som jer, men jeg mener stadig, der er noget om det, min mor siger ^^

    Lolomus ~ Lolomus.blogspot.com

    SvarSlet

TUSIND TAK FOR DIN KOMMENTAR!