En tankestrøm..

Der bliver lige smidt et indlæg op her sent søndag aften. Det er jo ferie, så tidspunkt betyder intet.. eller lidt gør det jo altid.. og jeg kan mærke at en tankestrøm er på vej.. skal vi byde den velkommen i indlægget eller skubbe den væk?

Det er lidt sådan det har været de sidste par dage. Skal jeg byde det velkommen eller skubbe det væk? Og her taler vi så om tristheden. Jeg troede virkelig, at den havde pakket sin kuffert og gået sin vej, men næ nej.. typisk mig. Jeg fejre altid ting for hurtigt..

Alt det her betyder så, at jeg har grædt en del. Jeg har ikke kunne snakke med nogen, dem/den jeg har hevet fat i har ligesom bare rystet på skuldrene. Jeg prøver ikke at tage det for tungt, for jeg ved godt, at mine hentydninger er enormt svage. Jeg er ikke den person der ber om hjælp. Jeg siger aldrig, når jeg har brug for at snakke. Det burde jeg nok, det ved jeg, men jeg kan ikke få mig selv til det.

For alt i verden vil jeg ikke virke svag, for svag er det sidste jeg er.

I det mindste er der lidt positivt ved det hele. Jeg har fundet ud af, hvor tristheden kommer fra. Det er ikke noget, som jeg føler, at jeg skal dele her på bloggen. Men to ord kan vel beskrive det meget præcist.

Fortid og identitet.

Nu sidder jeg så bare her på sengen med hårfarve i håret svøbt i et håndklæde, der er forklædt som turban på hovedet.. Fantastisk. Jeg var så glad inden, jeg fik sat mig ned.

Humørsvingningerne er meget mere pludselige end de plejer. Jeg kan gå fra at være den lykkeligste i verden til at ønske mig væk fra alt og alle på mindre end 5 sekunder. Det lyder ekstremt, og det er det også. Mest af alt er jeg forvirret.

Mit hjerte fortæller mig, at jeg er lykkelig. Min hjerne fortæller det modsatte.

*hugs* Katrine