mandag den 3. februar 2014

HAN ELSKER MIG, HAN ELSKER MIG IKKE..


Som i nok ved, har jeg en vidunderlig kæreste, der "elsker" mig og støtter mig. Og det har jeg på en måde stadig på trods af de seneste begivenheder.

FREDAG AFTEN
Han kom hjem til mig fredag, da vi skulle til gæstefest på min skole. Jeg havde gjort virkelig meget ud af det, da det kun var anden gang (se første fest her), vi skulle til fest sammen. Jeg havde både ordnet negle (se indlæg her), været i bad, krøllet hår og taget creme på 1000 gange, så jeg kunne være så flot som muligt for ham.
Alt går nu også fint indtil vi ankommer til festen. Der går ikke ret længe, før det er tydeligt for mig, at han er utilpas. Om det var musikken, mig, menneskerne eller noget helt andet viste jeg ikke lige pt. Men en time inde i festen måtte jeg skrive til min mor, så hun kunne hente os og køre os hjem.

Da vi kom hjem var han virkelig ked af det. Han fortalte om, hvordan der var nogen, der havde haft hænderne nede i hans lommer, og hvordan han var blevet meget utryg af den grund. Det er der selvfølgelig ingen, der kan være sur over - det er bare ærgerligt at have spildt 160 kr. på en time til en fest.
Ikke ret lang tid efter faldt vi i søvn med festtøj og det hele på. Trætheden havde især overmandet mig. Et par timer senere vågnede vi, hoppede i nattøjet og sov videre.

LØRDAG MORGEN
Jeg vågnede og var virkelig lykkelig. Alexander var lige der ved siden af mig, og han smilede. Jeg fik lov til at ligge i hans arm og nusse hans dejlige, bløde mave, imens han langsomt vågnede. Hvis der er noget, han ikke er god til, så er det virkelig at få øjne om morgenen. Det var den mest vidunderlige morgen, jeg nogensinde har haft. Aldrig havde jeg følt mig mere elsket. Selv sollyset, der kom ind ad vinduet til mit værelse, var helt rigtigt.
Vi blev i sengen helt indtil kl. 12.00, hvor vi endelig var blevet sultne nok til at bevæge vores dovne kroppe ud af sengen for at få lidt morgenmad. Morgenmaden blev dog også spist i sengen, imens vi så sci-fi filmen In Time.
Da filmen sluttede gik vi ned med morgenmadstingen og puttede lidt videre. Det var jo lørdag, så der var ikke en eneste grund til at hoppe ud af nattøjet endnu.

Jeg havde lagt mig på hans mave, og han blev pludselig ret stille. Der var et eller andet galt. Så jeg lagde mig ved siden af ham i stedet og kyssede ham på kinden, hvorefter jeg spurgte ham, hvad der var galt.
Da han satte sig op og kiggede på mig med urolige øjne, troede jeg først, at han gerne ville tidligere hjem. Måske havde han lektier, en aftale eller bare brug for at være alene. Men da han ikke svarede. Jeg vidste det bare. Nu ville de mest forfærdelige ord, jeg nogensinde skulle høre, blive sagt.

Han elsker mig ikke mere. Eller jo en lille bitte del holder stadig af mig. Hvad det betyder, det ved jeg ikke. Han siger, at det havde været sådan den sidste måned, men at han havde prøvet alt, hvad han kunne for at få følelserne for mig igen. Men de kom ikke - og nu kunne han ikke lyve for mig længere.

LØRDAG EFTERMIDDAG
Han holdt om mig, prøvede at forklare. Jeg var i benægtelse og havde aldrig oplevet en smerte som den før. Jeg blev bare ved med at sige "nej" og "du må ikke". Han blev ved med at fortælle mig, at jeg er en vidunderlig person, og at han udemærket godt ved, at jeg er den perfekte kæreste - men, at jeg fortjener en, der også elsker mig.

Det hele gik fra, at vi aldrig ville se hinanden igen til, at vi skulle være venner. Til at jeg ikke ville se ham igen. Til at vi skulle være venner, der havde noget kørende. Til at vi stadig kunne skrive. Til at vi bare ville være os, men der var regler.
Til den løsning vi har nu: Vi er ikke kærester, vi er ikke venner, vi er ikke noget. Vi er os. Det er præcis, som det altid har været. Vi fjerner alle forventninger, alle titler, alt overflødigt. Vi er sammen, fordi det er det, vi vil. Vi gør, hvad vi vil, når vi vil det. Vi lader alting komme naturligt, og vi presser på bestemt ikke på noget.

LØRDAG AFTEN
Der var ikke flere tårene tilbage i mig. Hele mit ansigt var hævet, mine øjne gjorde ondt, og jeg havde en gigantisk hovedpine. For at "fejre" vores sidste aften som "kærester" ville vi tage ud at spise på den lokale kinesiske restaurant. Det gjorde mig glad, men alligevel smertede det enormt meget, da jeg ikke kunne være overfor ham, som jeg altid havde været før hen.

Da vi var kommet hjem igen, så vi en film, imens han holdte om mig. Men jeg blev bare ved med at græde. Der var intet at gøre. Jeg var blevet forladt af min brumbasse. Jeg havde mistet ham.

SØNDAG TIL NU
Jeg vågnede søndag morgen og følte mig præcis lige så elsket, som jeg altid har gjort, når jeg vågnede på ved siden af Alexander. Det var først et par minutter efter, at jeg havde puttet mig indtil ham, at det slog mig, og tårene begyndte at trille igen.
Vi fik snakket virkeligt meget om det og kom frem til, at vi begge virkelig ønsker, at hans følelser skal komme tilbage. Ingen af os vil miste den anden - vi kan ikke undvære hinanden, og vi ved, at vi skal være sammen.

Dog holder vi en slags "pause" frem til d. 15 februar, som er dagen før vores årsdag. Frem til på fredag kan vi skrive sammen, men derefter er der ingen kontakt. Vi mødes på det bord, vi havde bestilt på en restaurant, hvor vi ville have fejret vores årsdag - og så ser vi, hvad der sker derfra.

I starten af vores forhold gik alting alt for hurtigt. Nu har vi "skruet" tiden tilbage og vil langsomt lære hinanden at kende igen. Vi vil bygge vores forhold op igen og fokusere på, at vi skal lære at kontrollere vores dårlige sider bedre. Vi er fyldt med håb, som det er nu - men smerten har ikke forladt mig.

-     -     -     -     -     -

Jeg har været meget i tvivl omkring, hvorvidt jeg overhovedet skulle skrive det her indlæg. Men nu gjorde jeg det, for det plejer at hjælpe meget at komme ud med ens tanker om det så er i en dagbog eller på ens blog. Nu er situationen så bare den, at jeg er enormt dårlig til at skrive dagbog - og så tager det en evighed. Derfor dette indlæg.
Image and video hosting by TinyPic

11 kommentarer :

  1. wow rigtig rørerende at læse, måde sørgeligt men også vildt sød, og super godt skrevet!
    synes det er vildt fedt du vil dele det på din blog, hvor er du sej!
    Håber han får sine følelser tilbage!!
    knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og selvom jeg ikke kender dig, så betyder det meget for mig, at du håber på det :)

      Slet
  2. Øv, det er jeg virkelig, virkelig ked af at høre :(
    Det er bare det værste der kan ske!
    Jeg har efterhånden prøvet det en del gange, og hver eneste gang føler man sig bare så tom og hjælpeløs.
    Følelsen er så svær at forklare, men det er hidtil det værste jeg har prøvet i hele mit liv. Det gør så ondt!

    Men jeg har også stået i samme situation og været sammen med en der ikke havde de rigtige følelser, hvor jeg havde det, og i længden har det skadet mig rigtig meget psykisk.
    Så jeg vil bede dig om at huske at stoppe op engang imellem og se relativt på det.
    Du skal ikke give ham hvad han vil have fordi du håber at han med tiden vil give dig det du vil have. For chancerne for at det sker på den måde er så godt som ikke-eksisterende.

    Derimod synes jeg at det lyder som en rigtig god idé at starte "forfra" som du forklarer det.
    Ingen forventninger eller planer.

    Og sidst, men ikke mindst; pas på dig selv ♥

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig det værste, der kan ske.. Tomheden og hjælpeløsen er næsten værre end smerten. For man vil så gerne gøre noget ved det, men hvordan? Hvordan skal man forbedre sig for en person, der allerede siger, at man er vidunderlig og den bedste kæreste, man kan forestille sig?

      Jeg kan også kun forestille mig, at det kommer til at skade mig, hvis vi bliver ved med ikke at have de samme følelser at gengælde for hinanden. Han er heldigvis ikke den type, der bare tager alt, hvad jeg nu vil give ham for at få hans følelser tilbage.. Jeg ved, at han er knust over det her - for han elskede mig virkelig.

      Jeg lover at passe på mig selv! :)

      Slet
  3. Jeg synes, du tackler det virkelig godt, Katrine. Det gør i begge to. Selvom jeg ikke har været i en lignende situation, føler jeg virkelig med dig - så godt formulerer du! Det er et virkelig rørende indlæg<3 Jeg håber inderligt at alt kommer til at lykkes på bedste vis. Det fortjener du virkelig!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har heller aldrig været i en lignende situation - eller hørt om en for den sags skyld.
      Og tusind tak for rosen! Og for støtten, det betyder virkelig meget :)

      Slet
  4. Det er virkelig en forfærdelig smerte ja.. hans timing var heller ikke ideel. Den 4. februar sidste år slog min eks op med mig. Så jeg tror snart, at jeg kan gøre februar til min officielle hademåned!
    Kram til dig! :)

    SvarSlet
  5. Hvor gør det mig ondt at høre. Mange gange når jeg har læst med på din kæreste indlæg, kan jeg næsten kende min egen kæreste og jeg i dem. Så det rør mig virkelig dybt, at du skal igennem det her. Før havde du alt, nu ved du ikke hvad du har. Men jeg HÅBER og krydser alt jeg kan, for at I finder ud af det. Jeg kender nogen stykker som bare lige har sku være fra hinanden i et par uger eller måneder og så finder de sammen igen, og tingene kører bedre end nogensinde. Alt mulig held din vej, til at du og din kærlighed kan forblive sammen <3

    Kæmpe knus og tanker, Mia <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig, virkelig sødt af dig.. du fik helt tårene frem af den kommentar :')
      Det er jo lige præcis det du skriver.. Jeg havde alt, nu ved jeg ikke engang, om jeg bare har en lille smule. Det varmer virkelig, at du håber og krydser fingre på mine vejne! Og så hjælper det lidt håbet, at du før har oplevet, at det har hjulpet par med lidt tid fra hinanden. Jeg håber, at de 2 uger her nok.. ellers må vi jo bare være længere tid fra hinanden. Vi plejede at ses flere gange om ugen, så nu får vi at se.
      Kæmpe knus igen :D

      Slet
  6. Så læste jeg lige dette dit indlæg om jeres kærlighed og den krise i er løbet ind i.
    Jeg føler med jer begge og ved, at tiden er svær lige nu.
    Du har skrevet det i en meget sober tone, der er intet ondt mellem linjerne, så ingen af jer skal være flove over jeres situation lige nu.
    Alle parforhold kommer ud i kriser, også som den I står i lige nu.
    Jeg håber I finder sammen på den gode tætte måde igen, at din kæreste finder sine følelser frem til dig igen.

    Nu er jeg jo selv en gammel høne i jeres flok, faktisk hele 50 år, så jeg kan kun sige til dig Katrine, at jeg føler med dig og din kæreste lige nu.
    Og alle parforhold løber ind i kriser. Det er heldigvis ikke verdens undergang.
    I skal arbejde med jeres parforhold, kommunikation og åbenhed kommer I længst med, lytte, rumme, holde af.
    Respekt, accept og tolerance når I længst med.
    Der findes bøger, artikler, spil og meget mere som kan hjælpe jer til at arbejde med jeres forhold og hele tiden gennem livet, at lære af hinanden, at give plads til hinanden og jeres følelser, at lære at forblive forelskede osv.

    Alle ved at det størst arbejde her i livet, det er at arbejde for sit parforhold, sin familie. Dette kommer ingen sovende til.
    Jeg håber virkeligt, at I passer på hinanden og lader kærligheden gro, husker på at "græsset aldrig er grønnere på den anden side", sætter pris på hinandens forskelligheder og I passer jo så smukt sammen, I er virkelig et dejligt par.

    Når jeg har skullet vurdere om par forbliver sammen gennem årene, så har jeg altid vurderet det ud fra deres øjne.
    Øjnene siger alt. Når et par har samme "spil" i deres øjne, så plejer de at holde sammen.
    Det har mange års erfaring lært mig.
    Jeg håber I holder sammen, I har det der "samme spil i jeres øjne":-)

    Knusser og en god weekend til jer begge fra
    Tina mor til
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altid så dejligt, når du kommenterer :) Så kommer smilet altid frem, fordi du altid er så positiv.
      Jeg bliver nødt til at svare på den sidste del af din kommentar først med "samme spil i jeres øjne". Det gjorde mig især glad, for det er altid noget, jeg har elsket ved ham, når han kigger på mig :)

      Og selvfølgelig kommer alle forhold ud i problemer. Jeg håber bare, at vores er stærkt nok til at komme igennem det. Jeg er i hvert fald selv villig til at gøre, hvad som helst for at holde fast i ham, da det er ham, der bringer glæde ind i mit liv på trods af depression og andre problemer.

      Jeg elsker, at du skrev, at "græsset aldrig er grønnere på den anden side". Det er noget, som jeg helt klart vil sige videre til ham. Og så tusind tak fordi, du synes, at vi passer smukt sammen :)

      Slet

TUSIND TAK FOR DIN KOMMENTAR!