MIN KÆRESTE ER MIN STØRSTE STØTTE

Igennem tiden har jeg aldrig været omgivet af tætte venner. Jeg har altid haft utroligt svært ved at finde nogen, som jeg kunne åbne op til - som rent faktisk havde lyst til at lære mig at kende og blive men ven, ikke bare "hænge ud" engang imellem.

Det har resulteret i, at jeg nu står med to enormt tætte personer i mit liv. Så har jeg to veninder, jeg ved, jeg kan fortælle alt til, men som nok bare ikke helt er på samme bølgelængde. Og så er der mine forældre - en mor og en far.

Jeg har altid synes, at det er pinligt at vise svaghed. Selv nu som 18-årig kan jeg kun græde foran en person, min kærste, og jeg gemmer mig altid. Han må ikke se mig svaghed, det er jo mig, Katrine. Katrine er stærk, det har jeg altid fået at vide. Så det bliver jeg vel også nødt til at leve op til, gør jeg ikke?

Det har jeg i hvert fald prøvet på. Så hver gang jeg har været ked af det, der har været et problem, eller jeg har stået i en lorte situation, har jeg bare lukket det ind i et sikkert sted i mit hjerte. Det er først nu efter årevis, hvor jeg har gået med det alene, at jeg er begyndt at lukke op.

Dem jeg har lukket op til har alle haft samme reaktion. Jeg har det hårdt, og åh hvor er det synd for mig. Det ved jeg også godt selv, men det er jo blevet "normalt" for mig. I starten kæmpede jeg imod det, men stille og roligt blev det bare sådan, min dagligdag er.

Det er her, min kæreste kom ind i billedet. For lidt mere end 9 måneder siden kom han ind i mit liv og kæmpede sig stille og roligt længere og længere igennem mine mange lag. Hvordan han gjorde det, ved jeg ikke. Men han har fået mig til at indse, at det er okay, ikke at kunne være stærk hele tiden. Han er der for mig, så meget som han nu engang kan.

Uden ham ville jeg nok stadig være igang med at isolere mig selv mere og mere fra alle andre. Han er virkelig min største støtte i den kamp, jeg kæmper lige nu.